Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
04. april 2024

Læs om EM i bridge på hjemmebane

 

Hvorfor kneb Fin Hüttel, formand i Herning Bridgeklub, en tåre? Hvad er hemmeligheden bag, at landholdsparret Camilla Krefeld og Johan Hammelev stadig er gift? Og hvordan kan det være, at Shakespeare-citater blev anvendt flittigt, da EM sidst var i Danmark for 47 år siden?

Disse spørgsmål - og mange flere - kan du få svar på i det nye nummer af Dansk Bridge, hvor vi varmer op til EM i Herning. Her kan du blandt andet læse om, hvordan EM kom til den jyske hede, og du kan møde de spillere, som skal forsvare vort fædreland. Vi har også et tilbageblik på EM i Helsingør 1977, forfattet af en af dem, som var tættest på dengang: Svend Novrup, der redigerede bulletinen.

I aprilnummeret af Dansk Bridge kan du ligeledes finde ud af, hvorfor der er point i at kæmpe benhårdt om kontrakten - illustreret med hele 1. divisions kvaler med et drilsk delspil. Du kan læse om, hvordan Leise Hemberg fik fem på stribe i damedivisionen. Og så kan du dykke ned i den gruopvækkende beretning om, hvordan et par meldte storeslem med tre manglende esser. Læs historien i rædselskabinettet - hvis du tør.

Du kan hente det nye nummer af Dansk Bridge i din klub i uge 15 fra mandag den 8. april. Du kan også læse bladet her på hjemmesiden under Medlemsinfo eller via appen Dansk Bridge.